Webshopoptimering – sådan kan SEO styrke dit salg
Ved du ikke, hvor du skal starte og slutte, når din webshop skal optimeres med SEO for øje? Vi har samlet vores fem bedste råd til at komme i gang på egen hånd.
Drømmer du om mange besøgende på din webshop, skal du være synlig på Google. Allerhelst skal du ligge i toppen af søgeresultaterne, men det er ikke så enkelt at nå derop, som man kunne ønske sig.
Vil du have gode placeringer, bør du arbejde med både On page SEO og ekstern linkbuilding. Mens sidstnævnte kræver professionel assistance udefra, er der flere ting, du selv kan gøre, når det kommer til intern optimering af din webshop, og der følger gode resultater med i kølvandet på dit arbejde: En bedre rangering på Google giver ikke bare flere besøgende – det skulle også gerne give en øget omsætning, der kan mærkes på bundlinjen.
Neden for har vi samlet vores fem bedste råd til egenhændigt at komme i gang med webshopoptimering. Bruger du dem, er du klar til jagten på de bedste placeringer.
5 SEO-tips til webshopoptimering
Enhver webshopejer drømmer om at høste organisk trafik fra Google, og med et stykke intensivt On page SEO-arbejde kommer du langt.
De fem ting vi skal kigge på i artiklen her, er:
- Søgeordsanalyse – hvad søger kunderne egentlig efter?
- Kategoritekster – hvordan præsenterer du bedst dine kategorier (og dine søgeord)?
- Interne links – hvordan lyder tommelfingerreglerne for intern linkbuilding?
- Blogindlæg – hvorfor er det vigtigt med en blog set fra et SEO-perspektiv?
- Sidetitel, metabeskrivelse og FAQ – hvad skal du gøre, og hvorfor er det relevant?
Herunder dykker vi ned i de enkelte emner et for et, så læs med og find ud af, hvordan du kommer i gang med den vigtige On page SEO, der i sidste ende kan øge dit salg på webshoppen.
1) Søgeordsanalyse
Det første skridt på vejen mod en optimeret webshop handler om søgeord. Du skal ganske enkelt vide, hvad dine (potentielle) kunder søger efter – og så skal du give dem det.
Du kan starte i det små med at spørge dig selv, hvad dine produkter hedder samt hvad kunder og konkurrenter kalder dem. Derefter er det et spørgsmål om at definere alle tænkelige synonymer til de respektive ord. Men én ting er din mavefornemmelse, noget andet er håndgribelige data. Du kan nemlig ikke med sikkerhed vide, om kunderne bruger de ord, du forestiller dig – måske kalder de produkterne noget helt andet, eller måske har de nogle spørgsmål, du ikke kender til.
Derfor anbefaler vi altid, at du laver en grundig søgeordsanalyse. Med den får du overblik over, hvad brugerne rent faktisk søger på, og hvor mange gange de gør det per måned. Lister du søgeordene i rækkefølge efter antallet af månedlige søgninger, får du en oversigt over de mest relevante søgeord til din webshop.
Sæt gerne god tid af til søgeordsanalysen, da den bliver udgangspunktet for al det fremadrettede SEO-arbejde på din webshop.
Ved du ikke, hvordan du griber det an? I videoen herunder giver Mohammad Dadkhah sit bud på tre gode (og gratis) værktøjer, du kan bruge. Det er enkelt og let, og vi garanterer, at det er indsatsen værd.
Vil du hellere have redskaberne serveret på skrift, så læs artiklen: Keyword research: 3 gratis (og gode) værktøjer til søgeordsanalyse
2) Unikke kategoritekster
Med din søgeordsanalyse i hånden skal du i gang med de enkelte produktkategorier. De skal hver især have en unik kategoritekst, der beskriver produkterne, så kunderne hurtigt og let kan finde de informationer, de leder efter.
Her er det essentielt, at de respektive søgeord indgår på naturlig og flydende vis, så Google kan se, hvad du tilbyder kunderne. Men ikke nok med det – teksten skal også være unik. Med det mener vi, at du hverken må kopiere konkurrenternes eller producenternes tekster, da duplikeret indhold straffes med dårligere rangering af Google.
Du må naturligvis gerne søge inspiration på andre hjemmesider, men det er vigtigt, at kategoriteksterne skrives med dine egne ord.
LÆS OGSÅ: Kort og godt: Så lange bør dine tekster være for optimal SEO-effekt
3) Interne links
Interne links – eller intern linkbuilding som det også kaldes – er et af de områder inden for søgemaskineoptimering, hvor vi oplever, mange springer over. Simpelthen fordi de ikke forstår værdien af en overskuelig struktur, der guider både kunderne og Google rundt på hjemmesiden.
Og værdien er stor. Vi vil endda gå så langt som at sige, at det er en af de mest enkle og effektive SEO-strategier, du kan indføre på din webshop.
Neden for får du en kort introduktion til interne links sammen med de vigtigste tommelfingerregler set med søgemaskineoptimeringens øjne. Vil du hellere læse end lytte, kan du springe videoen over og hoppe direkte til næste afsnit, hvor vi giver dig reglerne sort på hvidt.
De grundlæggende linkbuildingregler
Den vigtigste regel inden for intern linkbuilding er, at du kun må linke til relevant indhold. Der er til gengæld ingen grænser for, hvor mange links du må indsætte i en tekst – dog kan du med fordel:
- linke så tidligt i teksten som muligt
- undgå at linke mere end én gang til samme side fra den samme tekst
- undlade at anvende samme søgeord hver gang, du linker til en side.
Men hvilke sider skal du så linke til?
Spørger du os, skal du som minimum linke fra dine kategorisider til dine brandsider og omvendt. Sælger du Nike herresko, bør du altså indsætte et link fra kategorisiden for herresko til brandsiden for Nike – og også den anden vej.
Vil du have en større forståelse for intern linkbuilding, kan du med fordel læse artiklen: Interne links – et absolut MUST HAVE for din SEO!
4) Blogindlæg
Du har garanteret lagt mærke til, hvordan langt de fleste virksomheder i dag benytter sig af blogs som et effektivt marketingredskab. Hvis ikke kan du prøve at google et par af dine primære søgeord og tjekke de webshops, der ligger øverst i søgeresultatet – de har garanteret en blog eller en anden form for artikelside.
Og det er der en grund til.
Google elsker nyt indhold. Det kan være i form af opdateringer af webshoppen med nye produkter og kategorisider, men det kan i sagens natur være svært at gøre på ugentlig basis, og det er hér, bloggen kommer ind i billedet. Med et nyt blogindlæg – fx hver uge – lokker du googlebotten forbi webshoppen igen og igen for at indeksere de nye sider, og jo oftere Google kommer forbi, jo bedre placeringer får du tildelt. Og jo bedre placeringer du har, jo oftere kommer googlebotten forbi.
Med blogindlæg kan du altså fremkalde en selvforstærkende sneboldeffekt, der både øger chancerne for gode placeringer på Google, men også antallet af besøgende – og i sidste ende forhåbentlig din bundlinje.
LÆS OGSÅ: 5 tips til at lave en content plan der er til at følge
5) Sidetitel, metabeskrivelse og FAQ
En af de første ting, du bør gribe efter i optimeringen af din webshop, er sidetitel og metabeskrivelse. Det er de første ord, kunderne ser i Googles søgeresultater, og hvis du ikke aktivt tilpasser dem, tager søgemaskinen bare et vilkårligt udsnit fra den tekst, der ligger på den respektive side – og det er ikke nødvendigvis til din fordel.
En sidetitel og metabeskrivelse bør se ud som eksemplet herunder:
Brug din søgeordsanalyse til at definere, hvilke specifikke ord der er relevante for den aktuelle side og sørg for, at de indgår i både titel og metabeskrivelse.
Og så er der en sidste ting, som mange overser (eller ikke kender vigtigheden af) – nemlig FAQ’er. Måske har du lagt mærke til den oversigt, Google viser, hvor der står “Folk spørger også om”? De kaldes FAQ’er – Frequently Asked Questions – og de er i den grad med til at booste din organiske trafik fra Google.
Desværre er det ikke helt let at implementere FAQ’er på din webshop. De skal nemlig integreres rent teknisk, så Google forstår, at der er tale om spørgsmål og svar, og det foregår ved at tagge dem med schema.org/FAQPage. I videoen herunder forklarer Mohammad Dadkhah, hvordan du gør. Har du ikke teknisk snilde, kan vi dog anbefale, at du får hjælp af en it-kyndig, så det bliver gjort korrekt.
Afslutningsvis er der ikke andet at sige, end at du – hvis du lægger tid og kræfter i webshopoptimering – kan øge antallet af besøgende såvel som dit salg med ovenstående fem SEO-tips. De udgør de første og vigtigste skridt på vejen mod større digital synlighed, og først når de er på plads, kan du begynde at overveje ekstern SEO, linkbuilding og konverteringsoptimering.
God fornøjelse!
LÆS OGSÅ: Webshop SEO for begyndere: Kom godt fra start – hvis du vil have konkrete eksempler på, hvordan du bedst optimerer på dine URL-adresser, title tags, meta descriptions, header tags og alt-tekst på dine billeder.