Guide: Få mere trafik med en strategi for sociale medier
At få succes med dit indhold på de sociale medier er ingen selvfølge. Det kræver hårdt arbejde og en klar strategi, men gevinsten er det hele værd. Læs med og se, hvordan du lægger en strategi.
Uanset hvor godt indhold du producerer, og hvor ofte du publicerer og deler, kan det være svært at skabe det ønskede engagement hos målgruppen på de sociale medier.
Vil du gerne rykke dig på Facebook, Instagram, LinkedIn eller en helt fjerde platform, skal du have en strategi. En plan for hvor, hvorfor og hvad du publicerer.
Uden en plan mister du kontinuiteten, og du risikerer desuden, at dit kommunikationsflow drukner i alle de andre informationer og gode blogindlæg, videoer etc., der ligger derude.
Kunsten at lægge en SoMe strategi
At planlægge godt indhold og opbygge stærke relationer på de sociale medier er noget, alle kan gøre. Men man kommer ikke sovende til det. Det kræver omhu og kontinuitet, og det kræver yderligere, at du kender din målgruppe på godt og ondt.
Vi har sammensat en guide med 6 trin, der viser, hvordan du kommer i gang med din strategi for sociale medier. Griber du det rigtigt an – og får du succes – så er det den direkte vej til mere trafik.
De 6 trin er følgende:
- Opsæt mål
- Definer indholdet
- Find din tone of voice
- Lav en SoMe-kalender
- Definer ansvar og roller
- Mål og evaluer performance.
Neden for gennemgår vi punkterne én for én, så du kan blive klogere på området og forhåbentlig få inspiration til at komme godt fra start med din egen strategi.
1) Opsæt mål
Inden du kaster dig over produktion og udgivelse af indhold, skal du overveje, hvad du vil have ud af det. Alternativt kommer du til at dele løst og fast, og det er ikke vejen frem.
Målsætningerne hjælper dig både til at målrette dit indhold og valget af platform, men det er også en vigtig faktor, når du skal forsvare din tid og dit budget over for dig selv eller din chef.
Så… Hvad er dit mål? Vil du have flere følgere? Ønsker du, at dine følgere skal engagere sig i dit indhold? Drømmer du om at høste sign-ups? Eller måske ønsker du at øge trafikken til din hjemmeside?
Du ved bedst selv, hvor du i forvejen har størst succes, så sæt din KPI’er derefter.
2) Definer indholdet
Det næste skridt til en succesfuld strategi er at lave en plan for, hvilket indhold der skal produceres. Her er det naturligvis helt essentielt, at du tager et grundigt kig på din målgruppe, så du kan målrette indholdet.
Faktisk kan målgruppen ikke understreges nok. Du skal være helt skarp på, hvem du ønsker at nå ud til, før du vælger, hvilket indhold der skal produceres, og hvor det skal deles. Alternativt risikerer du at ramme de forkerte brugere, og dermed får du ikke den ønskede effekt.
Har du aldrig lavet en plan for dit indhold, kan vi anbefale dig at læse denne artikel: 5 tips til at lave en content plan der er til at følge – her får du gode råd til alt fra overskrifter og udgivelsesdato til kanal og ansvar.
3) Find din tone of voice
Hvis du ønsker kontinuitet i dit indhold, er det vigtigt at tænke over, hvordan du taler. Både mundtligt og skriftligt. Du skal have en såkaldt tone of voice.
Din tone of voice er din stemme udadtil. En måde at skrive og tale på der stemmer overens med virksomhedens formål og værdier – og som ikke mindst rammer målgruppen. Det er den, der gør, at du fanger modtageren af en fortælling og efterlader vedkommende med den følelse, du ønsker.
Ved du ikke, hvordan du definerer din tone of voice, kan du med fordel læse denne artikel, hvor vi går i dybden med netop det: Tone of voice: Giv dit brand en stærk stemme.
4) Lav en SoMe-kalender
Det er fristende og let at sige, at du deler indhold hver tirsdag. Men hvilket indhold? Og hvornår på tirsdag? Og på hvilken platform? Og hvad gør du, hvis du ikke er der på tirsdag, fordi du holder ferie på Kreta?
Med en klar og tydelig plan for, hvad der skal deles, og hvornår det skal gøres, er der større sandsynlighed for, at det rent faktisk sker. Særligt hvis du har planlagt produktionen af dit indhold, så det der skal deles allerede ligger klar til dig.
Der findes mange forskellige skabeloner på nettet, du kan bruge. Alternativt kan du starte et dokument i Excel eller Google Spreadsheets, der kan rumme SoMe-kalenderen måned for måned.
Hvornår og hvor ofte du skal publicere nyt indhold, afhænger både af din målgruppe, dit budget og din mål med tilstedeværelsen. Så tag et grundigt kig på de tre faktorer, og vurder, hvad der er realistisk at nå inden for rammerne.
5) Definer ansvar og roller
En plan er god, men den er ikke meget værd, hvis det ikke er defineret, hvem der skal gøre hvad.
Sørg for at skrive ned, hvad der skal udarbejdes, hvem der skal gøre det og hvornår der er deadline. Og ikke bare det – skriv også ned, hvem der deler indholdet, og hvem der svarer på kommentarer. På den måde sikrer du fremdrift i indsatsen på de sociale medier, og de enkelte medarbejdere tager ejerskab over opgaverne, når de er defineret klart og tydeligt.
6) Mål og evaluer performance
Der findes mange forskellige måder, du kan måle performance på dine sociale mediers aktivitet. Hvilken du skal vælge, afhænger af dine mål og dit budget – der findes nemlig både gratis- og betalingsløsninger.
Uanset hvilken model du vælger, er det vigtigt, at du løbende – og gerne med et fast interval – følger op på dine resultater. Det er den eneste måde, du kan se, om din strategi lever op til dine forventninger. Måske har du succes i første hug, men mere sandsynligt er det, at du skal rette til undervejs, og det hjælper dine evalueringer dig med at se.
Tilbage er der vist kun at sige held og lykke og ikke mindst god fornøjelse med at udarbejde din strategi for sociale medier.
LÆS OGSÅ: Google Analytics: Sådan tracker du effekten af dine blogindlæg