Post thumbnail
admin

Native advertising – hvad er det, og hvad kan du bruge det til?

Native advertising. Du har helt sikkert hørt om begrebet, hvis du arbejder inden for reklamebranchen, og hvis du ikke gør, har du nok også hørt om det.

Det er nemlig et af de berømte buzzwords, der ligesom fx storytelling har været på manges læber de sidste par år. I dette indlæg forklarer vi, hvad det går ud på, og hvordan du kan bruge det i din markedsføring.

Native advertising – hvad er det?

Native advertising handler kort fortalt om at forme sin reklame til det medie, det bliver markedsført i, så det i form og funktion ikke adskiller sig væsentligt fra alt det andet indhold på mediet. På den måde bliver oplevelsen for modtageren ikke forstyrret på samme måde, som ved traditionel reklame.

Dette skaber en højere grad af autenticitet og indlevelse hos modtageren, og derfor kaldes native advertising også for ”skjult reklame”. Til forskel fra content marketing, der betegner markedsføring og distribueringen af indhold helt generelt, karakteriserer native advertising altså en bestemt måde at distribuere indhold på.

Advertorials – den meste kendte form for native advertising

Og hvordan kommer native advertising så til udtryk? En af de mest brugte former for native advertising er advertorials. Navnet er en sammentrækning af ordene advertisement og editorial.

Det er reklamer bygget op som artikler og med et indhold, der også minder om artikler, dvs. at teksten giver kunden uddybende viden om en virksomhed, et produkt, eller lign. Det er godt og værdifuldt indhold for målgruppen, og det kan være lige så godt, som noget af det andet indhold, de møder i samme medie. Der er bare lige ved det, at det er sponsoreret indhold, og det skal fremgå tydeligt for læseren.

Flere dagblade er begyndt at lave store tillæg med advertorials til deres aviser omkring emner som den moderne grundskole, privatøkonomi eller sundhed. Her er et eksempel fra et af Politikens mange tillæg:

 

                                                           Kilde:https://www.politikenannoncer.dk/en/product/gron-omstilling-28-februar-2020-33774

 

Advertorials skal involvere brugeren i en fængende historiefortælling, hvor produktet er sekundært i historien. Den væsentligste fordel er en langt højere grad af afledt holdningsændring sammenlignet med traditionel reklame. Alle store danske dagblade sælger i dag advertorials, som løbende bliver brugt i deres medier.

Er du interesseret i mere information om advertorials, så læs også indlægget Advertorial – hvad er det, og hvordan virker det?, hvor vi går mere i dybden med advertorials som genre.

Sponsorerede posts

En anden form for native advertising er sponserede posts på sociale medier, der efterhånden er blevet en del af de fleste virksomheders og organisationers marketing-strategier. De ligner organiske posts, men adskiller sig fra dem ved at kunne ramme alle i den udvalgte målgruppe, og ikke kun dem, der har ’liket’ eller følger virksomhedernes platforme.

Rammer man den rigtige tone og det rigtige indhold i forhold til målgruppen, kan det være ekstremt effektiv marketing, men det kræver øvelse. Hvis det er for besværligt, og værktøjerne inden for de forskellige sociale medier ikke fungerer for dig, er der hjælp at hente med management programmer som fx Later eller AdEspresso. Begge programmer er glimrende værktøjer til at redigere og strukturere sponsoreret indhold, og AdEspresso kan selvfølgelig også finde ud af selv at lave det:

 

                                                                    Kilde: https://adespresso.com/guides/facebook-ads-beginner/facebook-ads-types/

 

Se flere eksempler på native advertising her.

Advertorial vs Influencer marketing

Influencers og deres aktiviteter på diverse blogs og sociale medier er også native advertising, og efterhånden som influencer marketing vokser, er der mange, der kombinerer native advertising med influencer marketing. Men der er en afgørende forskel på fx en advertorial og influencer marketing, og det er, at sidstnævnte er person- og holdningsbaseret.

Hvor en advertorial prøver at nedtone det holdningsbaserede indhold, så det udelukkende handler om den historie eller de egenskaber, der kan være ved et bestemt produkt, handler influencer marketing altså om en bestemt persons holdning til dette. For at det skal virke, skal den enkelte influencer have en stor troværdighed. Nogle målgrupper er mere til det ene, og nogle er mere til det andet – det kommer helt an på hvilken målgruppe, du vil ramme.

Har native advertising en fremtid?

Men har native advertising en fremtid, spørger du måske? Gider folk at bruge det, og virker det efter hensigten? Svaret er et stort JA. Hvis man som virksomhed ikke bruger det i dag, går man glip af en vigtig måde at markedsføre sig på; en måde, der generer nye kunder og fastholder eksisterende kunder, fordi den form for troværdighed, der skabes med native advertising ikke rigtig findes i traditionel marketing.

Forbrugere er trætte af at få kastet reklamer om tilbud og priser i hovedet. De vil have informationer, oplysninger, og spændende historier, der fortæller om en virksomhed eller et produkt i et større perspektiv. Det handler om kvalitet fremfor kvantitet, og derfor bliver native advertising i dag brugt af de fleste store virksomheder, ikke mindst i form af advertorials.

I 2018 udgav JP/Politikens hus og Native Advertising Institute en stor rapport om native advertising, og om hvordan det bliver brugt i Danmark, og hvordan fremtiden ser ud.

Den kan du læse her.

 

FAQ BOKS

Hvad er native advertising?

Native advertising er reklame, der i form og indhold er målrettet det medie, reklamen bliver bragt i, så den ikke skiller sig væsentligt ud fra alt andet indhold.

Hvor bruger man native advertising?

Native advertising bliver efterhånden brugt i de fleste medier og på de fleste platforme; dagblade, sociale medier, blogs, etc.

Hvad er den kendteste form for native advertising?

Den kendteste og mest brugte form for native advertising er en advertorial, som oftest er en tekstreklame skrevet som artikel.

Er native advertising en effektiv marketingstrategi?

Ja, native advertising er effektiv, netop fordi man tilpasser markedsføringen til det enkelte medie. Det giver indholdet en højere grad af afledt holdningsændring og en højere troværdighed.

Mangler du en
tekstforfatter?

Få et uforpligtende tilbud W