Guide: Sådan skriver du et godt blogindlæg

Kategori: content

Business blogging øger din synlighed online, og det er et effektivt redskab til at skabe værdifulde kunderelationer – men hvordan gør du?

Det er sikkert og vist, at en velfunderet blog øger dine chancer for at blive fundet af en potentiel kunde på jagt efter produkter, services eller viden omkring din branche. Er du lige sprunget på det dundrende tog af virksomhedsblogs, så får du her vores bedste redskaber til at skrive et godt blogindlæg.

Kort, præcist og læsevenligt

Der er uendeligt mange måder at gøre det på, men hvis du vil have garanti for effektive blogindlæg, så er der en række parametre, du skal overholde.

Opbygning af indlæg

Der er stor forskel på at læse en bog og læse et blogindlæg; online læsning er ca. 25% langsommere, internetlæsere skimmer primært teksten og du har kun 8 sekunder til at fange – og fastholde – læseren.

Derfor er opbygningen essentiel.

Du skal skrive kort og præcist. Inddel teksten i læsevenlige og overskuelige afsnit, og brug tydelige underoverskrifter, så læseren ved, hvad der er i vente.

Sprog – let og forståeligt

Hvis du vil holde på dine læsere, skal du skrive i et fængende sprog, der passer til målgruppen. Det skal være enkelt, og du skal undgå indviklede sætninger og indforståede fagtermer.

Kend dit publikum, og tilpas dit sprog.

Vær opmærksom på SEO

Når du skriver, skal du altid skrive med fokus på dine læsere, men… du er nødt til at flette specifikke søgeord og links ind i teksten for at forbedre din placering på Googles søgeliste.

Keywords

Når du skal finde dine søgeord, handler det om at kigge på dine læsere; hvilke ord ville de skrive på Google, hvis de leder efter en service som din? Det kan være “Boligadvokat Frederiksberg” eller “Hvordan lapper man en cykel?”

Uanset hvad dine keywords er, skal de altid indgå naturligt i teksten, så det ikke går ud over læsevenligheden.

Interne links

Når du har fået læsere ind på din blog, vil du rigtig gerne holde på dem. Derfor er det vigtigt, at du guider dem rundt på din side, så de let kan finde andre interessante indlæg.

Indsæt relevante links, hver gang det giver mening – og her gælder det samme som ovenfor: Det skal indgå som en naturlig del af teksten.

Vær konsekvent

Når du for alvor kommer i gang med at publicere indhold på kontinuerlig basis, er det vigtigt, at du får skabt sammenhæng mellem dine indlæg. Det skal være tydeligt, at indlægget kommer fra dig.

Du skal være konsekvent i måden at skrive på.

En fast skabelon

En metode til at skabe en overordnet helhed i dine indlæg er at udarbejde en fast skabelon, du tager udgangspunkt i. På den måde sikrer du dig også, at hvert eneste indlæg overholder de nødvendige krav til godt indhold.

Er du i tvivl om, hvordan du skal gribe det an, og om du egentlig selv skal skrive dine indlæg, kan du med fordel læse “Skal du blogge selv eller hyre en tekstforfatter?”.

Find din tone of voice

En anden effektiv teknik til at skabe kontinuitet er at få defineret din tone-of-voice; spillereglerne for virksomhedens sprog. Det er desuden et redskab, der kan give dig en unik markedsplacering ift. dine konkurrenter.

Er du sulten efter at vide mere om tone-of-voice, så tag et kig på indlægget “Tone-of-voice: Giv dit brand en stærk stemme”.

c

camilla_skoett

Læs også