Post thumbnail
Camilla Skøtt

Giv dit indhold et boost: Inddrag specialister

Du kan øge rækkevidden på dit indhold markant ved hjælp af et enkelt trick, og det kræver ikke flere ressourcer end sædvanligt. Nysgerrig? Læs med her.

Dit indhold er allerede velskrevet, relevant og gennemtænkt, og du har en fast skare af publikummer, der sætter pris på dine indlæg. Men du når ikke så bredt ud, som du kunne tænke dig; indimellem kunne det være rart med et indlæg, der virkelig sparker røv! Et der når udover dit gængse publikum.

Kan du nikke genkendende til ovenstående?

 

 

Der er heldigvis en løsning. Ikke en du kan bruge hver dag, men en løsning, der booster dit indhold, og som du kan drage nytte af mange gange. Det handler om at inddrage specialister; andre relevante personer der er anerkendt som eksperter på dit område. Med dem i folden kan du nå længere ud – og indsatsen er ikke meget større, end den plejer at være.

Indhent viden og få specialisterne til at dele indholdet

Det handler om at få de rigtige mennesker til at hjælpe dig. Få input fra nogle, der ved, hvad de taler om. Du skal ”bare” få den gode idé til artiklen, finde vinklen, og så skal du få specialisterne til at komme med svaret.

Lyder det kringlet?

Forestil dig, at du blogger om SoMe og gerne vil lave et indlæg med de 10 bedste tips til Instagram. Du kan selvfølgelig researche dig frem til dem på nettet, men hvorfor ikke spørge nogle af dem, der allerede er sindssygt dygtige til at markedsføre sig på Instagram?

Find 10 af de bedste eksperter, og spørg, om du må få deres bedste råd til en artikel. Kvittér med et link til deres website og instagram-profil, og bed dem samtidig dele artiklen, når den er publiceret.

Med 10 delinger fra specialister er du allerede langt foran på rækkevidde ift. dine andre indlæg. Det er guld værd!

 

 

Ram det rigtige tidspunkt

En anden måde at gribe det an på er ved at kigge på kalenderen. Sker der noget, du kan bruge aktivt, og som vil få andre til at dele dit indlæg?

Hvis du blogger om opdækning, bordpynt, festlige indslag, etc., så ligger det lige til højrebenet at skrive et indlæg om de forskellige farver på studenterhuerne, når gymnasieeleverne går på læseferie.

Send indlægget til 50 forskellige gymnasier og lad dem være dine specialister; dem der godkender dig som afsender. Spørg, om de vil dele indholdet. Måske siger halvdelen ja, og så er du igen langt udover dit sædvanlige publikum.

Kan det lade sig gøre i din branche?

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om denne taktik er mulig i din branche. Når det kommer til online marketing er det ret udbredt at bruge influencers – eksperter – til at sammensætte sit indhold.

Hvis du blogger om bøger, film og underholdning, er det måske sværere. Men hvorfor ikke undersøge mulighederne for at få 10 forfatteres tip til en god bog?

Det handler om at være kreativ. Du skal være redaktør – du skal finde den gode vinkel.

Og så skal du selvfølgelig have opbygget en vis troværdighed som afsender. Hvis du vil have eksperter til at støtte op om dit indlæg, skal din virksomhedsblog emme af kvalitet. Er du stadig ny indenfor content marketing, og har du brug for mere baggrundsviden, inden du kaster dig ud i det, så læs dette indlæg, hvor vi fortæller alt, hvad der er værd at vide om konceptet.

Mangler du en
tekstforfatter?

Få et uforpligtende tilbud W