Post thumbnail
Camilla Skøtt

Content strategi – 6 trin til at komme i mål med en god content marketing plan

En god content strategi sætter rammerne for, hvordan du skaber det rigtige indhold til din målgruppe. Læs med, og få 6 gode råd til at udarbejde en strategi, der giver dig digital succes.

Mangt en virksomhed kæmper med at få styr på deres content marketing strategi, og det resulterer desværre ofte i en sporadisk indsats. Det er sjældent en god idé at skyde med spredehagl, og det gælder også, når det kommer til content marketing – du skal i stedet finde kikkertsigtet frem og målrette arbejdet, så du rammer dér, hvor målgruppen er.

Med en nedskrevet content strategi øger du chancerne for succes, så du kan tiltrække, fastholde og konvertere besøgende til kunder. Neden for hjælper vi dig med at få overblik over din content indsats og giver dig 6 gode råd til, hvordan du udarbejder en skarp strategi.

 

LÆS OGSÅ: Content marketing – hvad er det, og hvorfor er det så vigtigt?

 

6 steps til udarbejdelse af en content strategi

Med en række strategiske overvejelser og tanker om din content marketing indsats kommer du langt, men én ting er tanker – noget andet er en synlig, nedskrevet strategi. Der er mange gode grunde til at skrive dine tanker ned, men den vigtigste er, at virksomheder med en nedskrevet content marketing strategi generelt klarer sig bedst på området. 

Følger du nedenstående 6 trin, er du godt på vej – god fornøjelse!

 

 

1. Hvad er formålet?

Som det allerførste – inden du overhovedet begynder at overveje, hvor meget fedt content du kan lave – skal du definere formålet med din content strategi. Du skal vide, hvad du arbejder hen imod, så du kan måle dine fremskridt.

Altså: Hvad skal din content strategi gøre for dig og din virksomhed?

Der kan være mange forskellige årsager til at øge indsatsen med dit content, og neden for har vi samlet en række eksempler, du måske kan inspireres af.

Formålet kan for eksempel være at:

  • øge synligheden af dine produkter/ydelser online
  • øge synligheden af dine kompetencer/din viden online
  • yde en bedre service over for dine kunder
  • øge konverteringsraten og dermed salget
  • udvide dit forretningsområde.

Måske har du ikke kun ét formål, men flere. Måske findes det på listen over for, og måske har du helt andre grunde til at fokusere på dit content. Det er kun dig, der kan definere formålet, men vi garanterer dig, at når du først kender det – og har skrevet det ned – så bliver det lettere at klarlægge de skridt, der skal til for at få dig i mål.

 

2. Hvad er målet?

Apropos mål. Det næste skridt på rejsen mod en god content strategi er at fastsætte konkrete mål for din indsats. Eller KPI’er som de også kaldes i en mere faglig tone. De skal være målbare, så du kan se, hvordan din content marketing strategi performer, og hvor der skal justeres for at nå målet.

Det siger (forhåbentlig) sig selv, at KPI’erne skal læne sig op ad formålet. De kan være meget forskellige fra virksomhed til virksomhed, men kan eksempelvis omhandle:

  • tilmeldinger til dit nyhedsbrev
  • følgere på sociale medier
  • telefonopkald
  • tilbudsgivning
  • trafiktal
  • deltagere til events, arrangementer etc.

I sidste ende handler det alt sammen om konverteringer, men ovenstående er første skridt på vejen mod flere af dem. KPI’erne er nødvendige for at skabe overblik over effekten af din indsats og hjælper dig til kontinuerligt at tilpasse og målrette indholdet til din målgruppe. 

 

Psst… har du ikke helt styr på din målgruppe endnu? Se nedenstående video, inden du går videre til næste punkt, der handler om netop det.

 

 

3. Hvem er målgruppen?

Med formål og KPI’er på plads er du klar til at tage fat på de mennesker, der skal have glæde af dit indhold – målgruppen. Det helt store spørgsmål er nemlig, hvem du kreerer indholdet til?

Du tænker måske, at det giver sig selv, men det gør det ikke. Faktisk er det helt essentielt, at du har en tydeligt defineret målgruppe, så du ikke spilder tid og penge på at skabe indhold til brugere, der er ligeglade. Samtidig er det et vigtigt element i forbindelse med eventuel markedsføring – fx på de sociale medier – hvor du kan definere, hvem der skal eksponeres for dit content.

Tag et kig på dit formål, og spørg dig selv, hvem du gerne vil i kontakt med. Hvem er det, der skal tilmelde sig dit nyhedsbrev eller dit webinar? Hvem er det, der i sidste ende skal købe dit produkt? 

Jo bedre du kender din målgruppe og deres behov, bekymringer og forventninger, jo lettere bliver det at producere relevant og værdifuldt indhold til dem. Alt andet lige er dét essensen af en succesfuld content strategi. Med et godt indblik i målgruppen ved du også, hvilke platforme indholdet skal distribueres på – og det er netop næste punkt på listen.

 

4. Hvordan distribueres indholdet?

Uanset hvor dygtig en content creator du er, kan du ikke producere godt indhold og tro, at det spredes af sig selv. Der skal en aktiv indsats til, og du skal have en strategi for, hvor, hvornår og hvordan dit content distribueres.

Distributionskanalerne kan deles op i tre kategorier:

  • owned
  • earned
  • paid.

“Owned” er dine egne kanaler. Det kan være din hjemmeside, en blog, sociale medier, nyhedsbrevet etc., og her er det udelukkende dig, der bestemmer, hvad der skal publiceres.

“Earned” er eksterne kanaler, du gør dig fortjent til at få omtale på – deraf navnet. Her ligger et enormt potentiale, da omtale gennem PR, referencer og links fra andre sider og blogs er en af de ting, der virkelig rykker, når din hjemmeside skal rangeres af Google (og dermed findes af brugerne).

“Paid” er – som navnet antyder – de kanaler, du betaler for synlighed på. Det kan være bannerannoncer, tv- og radioreklamer, direct mails, sponsorerede artikler etc.

Spørgsmålet er naturligvis, om du skal vælge det ene eller det andet? Spørger du os, er det en kombination af alle tre ting, der giver de bedste resultater. Er du til stede på alle fronter, er der gode chancer for, at dit content lever længe og rejser langt.

 

 

5. Indsamling af data

Vi har allerede talt om KPI’er. De er vigtige for muligheden for at måle effekten af din indsats – men skal det virke, skal du vide, hvor og hvordan du indsamler relevant data.

Med en oversigt over de aktuelle KPI’er kan du kortlægge relevante datakilder og lægge en klar strategi for analyse og afrapportering. Beslut dig for, hvor ofte der skal udføres målinger, og vær opmærksom på, at det ikke er alle resultater, der nødvendigvis skal måles lige tit – nogle kan være relevante på månedlig basis, mens andre kun skal måles kvartalsvis eller årligt.

Inden du søsætter din content strategi, kan du med fordel foretage en nulpunktsmåling, så du ved, hvor du står i dag. Effektmålingen bliver herefter din guideline i forhold til både sejre og nederlag, og den indikerer tydeligt, hvor du skal sætte farten op, og hvor du skal trække i nødbremsen for at nå i mål. Med andre ord sikrer indsamlingen (og analysen) af data, at du målretter dine ressourcer mod de områder, der giver resultater.

 

6. Har du husket SEO?

Content marketing har været på dagsordenen i mange år, og der er ingen tvivl om, at det er en strategi, der virker. Med det sagt skal dit content performe godt, før det har en effekt, og du kommer derfor ikke uden om SEO. Google er og bliver forbrugernes foretrukne søgemaskine, og trafikken til din hjemmeside er derfor afhængig af en god placering i søgeresultaterne.

Og der er hér, SEO kommer ind i billedet.

Søgemaskineoptimering skal integreres i din content strategi, og du skal have en klar plan for, hvordan du optimerer det indhold, du udgiver. Grundlæggende kan man sige, at SEO er teknikken, mens content marketing er indholdet, og de to elementer går hånd i hånd – den ene kan ikke klare sig uden den anden.

Hvordan gør du så? Der er mange værktøjer at gribe i, men blandt vores favoritter finder du et særligt fokus på:

  • nøgleordsdata
  • kvalitet frem for kvantitet
  • FAQs 
  • interne links

SEO er en verden for sig, men det er vigtigt at forstå, at den forventede succes med din content strategi kun kan realiseres, hvis du binder de to ting sammen.

 

LÆS OGSÅ: Content marketing erstatter ikke SEO

FAQ

Hænger SEO og content marketing sammen?

Ja, SEO og content marketing hænger uløseligt sammen. Hvis du ikke tænker SEO ind i dit content, risikerer du, at det performer dårligt, og så opnår du ikke den ønskede effekt.

Hvorfor skal jeg have en content strategi?

En nedskrevet strategi for din content marketing hjælper dig til at fastholde fokus. Undersøgelser viser, at de virksomheder, der skriver deres strategi ned, klarer sig bedst på området.

Kan jeg selv udarbejde mit content?

Som udgangspunkt kan du selv udarbejde dit indhold, men du kan med fordel spørge dig selv, om du er den bedste til det? Hvis ikke, bør du alliere dig med eksterne samarbejdspartnere og i stedet fokusere på det, du er god til.

Mangler du en
tekstforfatter?

Få et uforpligtende tilbud W