Post thumbnail
Camilla Skøtt

Hvad er ankertekst (anchor text), og hvorfor skal du bruge det?

Interne såvel som eksterne links er godt for din SEO. Når du opretter et link på din hjemmeside, anvender du en såkaldt ankertekst – vi forklarer begrebet.

Ankertekst – eller anchor text som det hedder på engelsk – er det stykke tekst, du vedhæfter dit link på. Den synlige del af dit link, så at sige.

Hvis vi eksempelvis vil guide dig til et blogindlæg om interne links, kunne vi meget vel finde på at skrive noget i retningen af “… vil du vide mere om interne links, kan du med fordel læse artiklen her” – og på ordene “vil du vide mere om interne links” indsætte et link. Hvad vi da også har gjort i eksemplet, hvorfor netop den sætning er vores ankertekst.

Hos os er et link ikke synligt markeret, men ofte vil skriften være enten fed eller have en anden farve.

 

SEO

 

Hvorfor er ankerteksten vigtig?

Det er ikke helt ligegyldigt, hvad du skriver i din ankertekst, da tekstbidden hjælper Google med at forstå, hvad siden, du linker til, handler om.

Det betyder, at selvom det er fristende at bruge generiske ankertekster som “se mere her,” “læs mere” og “klik her,” er det ikke optimalt for din søgemaskineoptimering. I stedet bør du bruge beskrivende ankertekster, der tydeligt forklarer, hvad læseren sendes videre til.

Yderligere er det vigtigt at huske, at teksten i dit link skal give mening i sig selv og naturligvis, at linket fører til det, du siger, det gør.

 

Skal ankerteksten forholde sig til søgeord?

Tidligere var ankertekster og linkbuilding ret enkelt; du skulle bare indsætte dit link på det søgeord, den pågældende side skulle ranke på, og så handlede det i virkeligheden bare om at have links nok.

Sådan er det ikke længere, og Google har sørget for, at overoptimerede ankertekster og links fra hjemmesider af lav kvalitet ikke giver gevinst i jagten på topplaceringer. 

Men hvad gør du så, når hverken generiske eller søgeordsoptimerede ankertekster hilses velkommen af søgemaskinen?

Det korte af det lange er, at det i sidste ende handler om at anvende varierede og naturlige ankertekster, der passer til indholdet på din side. Samtidig skal dine links gerne føre til relevante informationer, så der ligger en årsag bag linket.

 

SEO

 

Ankertekst og interne links

Ovenstående guidelines til brug af ankertekster forholder sig udelukkende til eksterne links – altså dem du sender ud fra din side. Eller lader andre sende til dig som en del af din linkbuildingstrategi.

Når det kommer til interne links, kan du skrive dine ankertekster, som du har lyst til. Og jo mere præcist du beskriver, hvad linket henviser til, jo bedre hjælper du Google med at forstå dit indhold og forholdet mellem de forskellige sider.

FAQ BOKS

Er det ligegyldigt, hvilken ankertekst jeg bruger?

I forhold til linkbuilding er ankerteksten ikke ligegyldig, da du risikerer at blive straffet for overoptimerede ankertekster. Her handler det om, at ankerteksterne skal være varierede og naturlige. Når det kommer til dine interne links, kan du bruge præcis den ankertekst, du har lyst til – dog er det bedst at være beskrivende.

Hvad er en ankertekst?

En ankertekst er den tekstbid, du indsætter et link på.

Hvorfor skal min ankertekst være beskrivende?

Ved at vælge beskrivende ankertekster hjælper du Google til at forstå indholdet på den side, du linker til og ikke mindst forholdet mellem dine forskellige sider.

Mangler du en
tekstforfatter?

Få et uforpligtende tilbud W