Post thumbnail
Camilla Skøtt

Har du webshoppens tekster klar til Black Friday?

Driver du en webshop, er du helt sikkert klar over, at Black Friday er en stor dag – også for nethandel. Spørgsmålet er, om der findes specifikke SEO-taktikker, du kan bruge til at optimere antallet af besøgende på dit site på dagen?

Vil du gerne have kunderne forbi din webshop på Black Friday, har du brug for gode placeringer i de organiske søgeresultater. Det kan du sagtens få, men det kræver arbejde – og tekst, naturligvis.

Vi har samlet vores tre bedste Black Friday SEO-tips herunder. Det er heldigvis ret enkelt, og jo før du kommer i gang, jo bedre. Det kan nemlig hurtigt blive for sent at få indekseret dine landingssider, og så er arbejdet spildt. I hvert fald indtil næste år.

 

Tre tips til Black Friday SEO

Organisk SEO handler først og fremmest om tekstproduktion og søgeord, og det er da også de to emner, vores råd kredser omkring. Men inden vi deler dem, tager vi et hurtigt kig på, hvornår du optimalt set bør gå i gang med dit Black Friday SEO-arbejde.

Det vigtige i den forbindelse er, at Black Friday siderne bliver indekseret så tidligt som muligt, så de kan nå at få en god placering. Det er klart, at det ikke giver mening at have et Black Friday menupunkt i hovedmenuen allerede i forsommeren – men en måneds tid før, kan du sagtens begynde at synliggøre din indsats.

Du kan dog ikke slappe af indtil da. Jo længere tid din Black Friday side er aktiv, jo større chance er der for en god placering på Google. Lav derfor gerne en overordnet landingsside for Black Friday, som du eventuelt kan linke til i din footer. Når dagen nærmer sig, kan du rykke linket op i hovedmenuen.

Med tidsplanen på plads får du neden for vores bedste råd til Black Friday SEO.

 

 

#1: Definer dine søgeord

Der er kamp om kunderne på Black Friday, og derfor nytter det ikke med et overordnet søgeord som “Black Friday” – du er nødt til at være mere specifik. 

Sælger du eksempelvis smykker, kan dit primære søgeord være “Black Friday smykker”. Mere konkret kan det være “Black Friday halskæde” eller “Black Friday armbånd”.

Du kan også kombinere Black Friday med specifikke brandnavne – fx “Black Friday Julie Sandlau” eller “Black Friday Georg Jensen” (for at blive i smykkebranchen).

 

#2: Byg Black Friday landingsside(r)

Jo flere søgeord du har til dagen, jo flere landingssider bør du i princippet oprette. Men det er vigtigt at prioritere; du får næppe alle 20 søgeord til at rangere i toppen af Googles resultatliste, så hellere fokusere din energi på få, vigtige sider end at sjuske dig igennem mange.

Din absolut førsteprioritet bør være en overordnet landingsside for Black Friday, som du målretter dit vigtigste søgeord. Herfra kan du linke til undersider inden for samme kategori.

For kundernes skyld (men også for Googles) er det vigtigt, at der er sammenhæng mellem valg af søgeord og reelle tilbud på siden. Søger en potentiel kunde på “Black Friday halskæde”, og får vedkommende vist én eller to halskæder, mens resten af et væld af andre smykker – ja, så skyder du ved siden af målet, og der er en god sandsynlighed for, at kunden handler hos en (mere målrettet) konkurrent i stedet.

 

#3: Indhold på landingsiderne

Når det kommer til indhold, er det helt store spørgsmål altid: Hvor mange ord skal jeg skrive? Vores svar er altid så mange som muligt. Vi ved, det er et lidt svævende svar, men det er der en årsag til – hør Mohammad Dadkhah forklare, hvorfor dine tekster gerne må være fyldestgørende i videoen her:

 

 

Men nu kan du selvsagt ikke skrive flere tusinde ord for alle dine Black Friday-landingssider, og det er måske heller ikke her, du skal lægge dine primære indholdskræfter. I stedet kan du følge vores tommelfingerregel for kategoritekster; nemlig at de som minimum skal være 500 ord, og at de meget gerne må indeholde en række FAQ’er – det er nemlig noget, Google sætter stor pris på.

 

Efter Black Friday

Når Black Friday er slut, kan du ånde lettet op. Tilbage er der kun at pakke alle de ting, kunderne har købt. Men hvad med dine landingssider – skal de slettes?

Nej. 

Du kan fjerne dine Black Friday links fra menuen og footeren, men du må endelig ikke slette URL’erne. Link eventuelt til dem via et blogindlæg, eller find et sted på websitet, hvor de kan ligge i fred indtil næste år. På den måde kan de nemlig stå og samle autoritet, så de er klar til næste år. Selvfølgelig med nye tekster, nye produkter og nye tilbud.

FAQ BOKS

Findes der særlige SEO-taktikker til Black Friday?

Taktikkerne er ikke særlige i den forstand, at de er anderledes end andre SEO-taktikker. Men du bør altid forberede dig ekstra op til Black Friday, hvis du vil have gode placeringer.

Hvad skal jeg være opmærksom på ift. SEO og Black Friday?

Du skal være opmærksom på at have specifikke Black Friday landingssider med dine primære søgeord – og de skal gerne bygges god tid i forvejen.

Hvornår falder Black Friday i 2021?

I 2021 falder Black Friday den 26. november, og du kan med fordel synliggøre dit SEO-arbejde med et Black Friday menupunkt allerede en måneds tid inden.

Mangler du en
tekstforfatter?

Få et uforpligtende tilbud W