3 tips: Sådan skriver du en troværdig kundecase
En kundecase er en fremragende måde at markedsføre din virksomhed på. Hvis den er troværdig, vel at mærke. Få tre tips til at skrive en god kundecase.
Driver du en B2B virksomhed, så ved du, at godt indhold er en afgørende faktor for din markedsføring. Og indhold kan være mange ting; blogartikler, webinar, podcasts etc. – og det kan også være kundecases.
Faktisk er troværdige kundecases et effektivt kommunikationsredskab, der kan skabe stor værdi, hvis du formidler dem på rette vis. Det handler om at fortælle omverden, at du kan løse en given kundes behov med dine produkter. Er kunden sammenlignelig med potentielle kunder, der leder efter en samarbejdspartner, så kan casen være netop det, der får dem til at kontakte dig.
Spørgsmålet er naturligvis, hvordan du skriver en troværdig kundecase. Vi har plukket tre af vores bedste tips ud – forhåbentlig kan de inspirere dig til at komme godt fra start.
1) Lad kunden spille hovedrollen
Selvom din kundecase kommer til at fungere som markedsføringsmateriale for dig, skal du se ud over din egen næsetip, når historien skal fortælles. Det er nemlig ikke dig, der skal være centrum – det skal kunden.
Kunden spiller hovedrollen, du spiller birollen.
Det øger din troværdighed, at du holder fokus på kunden og de gevinster, kunden har fået. Samtidig er det som læser lettere at spejle sig i fortællingen, når den handler om en virksomhed, der navigerer på samme vilkår som læseren.
Når du retter spotlyset mod kunden, får du samtidig mulighed for at illustrere, hvilke omstændigheder der var gældende hos vedkommende, og hvorfor denne havde brug for din hjælp.
2) Vær kort og præcis
Nok skal kunden være i centrum i din fortælling, men det er ikke en reklamesøjle for virksomheden. Skriv derfor ikke side op og side ned om kundens virksomhed, men kort historien ned og lad pointerne og resultaterne komme hurtigt frem.
Hele idéen med din kundecase er, at potentielle kunder skal kunne identificere sig med den. De er ikke interesseret i en lang historie om hverken det ene eller de andet – de har brug for at se resultater, så de kan vurdere, om du eventuelt også kan løse deres udfordringer.
Det betyder også, at du med fordel kan udarbejde flere forskellige cases, så du kommer godt omkring din kundegruppe både i forhold til brancher, kundetyper og problemstillinger.
3) Hold fokus på SEO
Der er ingen tvivl om, at din kundecase skal komme fra hjertet. Den skal være troværdig, lade kunden spille hovedrollen og ikke mindst være klar i spyttet, når det kommer til pointer og resultater.
Men der er ikke meget ved en velskrevet kundecase, hvis den ikke bliver fundet af læserne.
Dine kundecases skal derfor optimeres, så de bliver synlige både på de sociale medier, men bestemt også på Google – og det gør du med søgemaskineoptimering.
Det er vigtigt at definere et (eller flere) søgeord, der er relevant for indholdet og for din målgruppe, så du kan optimere din landingsside. Title tags og metabeskrivelser skal også sidde lige i skabet og gerne indeholde dit primære søgeord, så du sikrer dig, at det er relevante besøgende, der klikker sig videre til din case.
LÆS OGSÅ: 5 enkle tips til at tænke SEO ind i dine tekster
Er du ikke helt overbevist om, at du kan skrive en god og troværdig kundecase på egen hånd, er du velkommen til at kontakte os – så kan vi hjælpe dig videre med en god og erfaren skribent.