Post thumbnail
Camilla Skøtt

Tone-of-voice: Giv dit brand en stærk stemme

Med en stærk stemme får dit indhold karakter og gennemslagskraft, og det er helt afgørende, hvis du vil trænge igennem og skabe resultater med content marketing.

Vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Indhold er ikke bare indhold. Selv de mest relevante informationer kan drukne i dårlige formuleringer og et upersonligt sprog, der ikke er tilpasset læseren.

Du skal kende dit publikum, og du skal tilpasse dit sprog til målgruppen – og så skal du være konsistent.

 

 

Måden, du formidler dit budskab på, er afgørende for, hvordan din målgrupper opfatter dit budskab og dermed også dit brand. Din tone-of-voice spiller altså en stor rolle i content marketing – er den ikke på plads, risikerer du at skyde forbi din målgruppe.

Hvad er tone-of-voice?

Inden vi går videre, skal vi lige ha’ fastlagt, hvad tone-of-voice i virkeligheden er; nemlig den måde man siger tingene på. Når du producerer indhold, bruger du det meste af din energi på at finde ud af, HVAD du vil fortælle – ikke hvordan. Men det lille ord: hvordan – det kommer du ikke udenom.

Tone-of-voice er den vigtigste ingrediens i en stærk historie. Det er dét, der gør, at du fanger dine læsere i en fortælling – det der gør, at historien er så god. Men det handler ikke kun om, hvad og hvordan du skriver, men også om den følelse, læseren sidder tilbage med, når fortællingen er slut.

Hvorfor er tone-of-voice vigtigt?

Har du nogensinde læst en tekst, der er dårligt skrevet? Med mærkelige formuleringer og ting der ikke helt hænger sammen? Så ved du, at det kræver en skarp pen og ikke mindst et stærkt og kontinuerligt sprog, hvis indholdet skal være appellerende.

Sørger du for at give virksomheden en stærk tone-of-voice – på tværs af alle afdelinger – så får du indhold, der spiller sammen og danner en helhed. En stærk helhed. Indhold med gennemslagskraft. Og dét er der penge i.

 

 

Tone-of-voice er ganske enkelt en unik mulighed for at skille sig ud fra mængden.

Hvordan finder man sin tone-of-voice?

Hvis virksomhedens tone-of-voice skal nå maksimal styrke på gennemslagskraft, er det essentielt, at den er gennemgående på tværs af alle afdelinger. Du og dine medarbejder skal tale og skrive samme sprog.

Det kan I kun, hvis I har en tone-of-voice-guide.

Guiden skal indeholde de helt rette ord; ord der afspejler virksomhedens image. Det skal være en vejledning, der forklarer, hvordan der tales og skrives i virksomheden og ikke mindst hvorfor det er essentielt, at alle følger retningslinjerne. Fyld bogen op med gode eksempler, så det bliver let for den enkelte medarbejder at afkode.

Men hvordan finder du frem til kernen af din tone-of-voice?

Det kræver, at du stiller dig selv ét enkelt spørgsmål. Nemlig: Hvem er vi?

Ikke “Hvordan taler vi” eller “Hvilke ord bruger vi?,” men “Hvem er vi?” – det er nemlig sidstnævnte, virksomhedens værdier, der definerer din tone-of-voice. Du skal beslutte dig for, hvem du er, eller hvem du gerne vil være. Din tone-of-voice skal komme indefra, og den skal tage udgangspunkt i dit brand.

Er du juridisk rådgiver, skal din tone-of-voice signalere professionalisme, troværdighed og autoritet, men hvis du er indretningsarkitekt, må den gerne signalere kreativitet, personlighed og sans for detaljer.

Et par gode tips

Forhåbentlig er du allerede nu kommet nærmere din egen, unikke tone-of-voice. Alligevel er det på sin plads med en række gode råd til at dykke mere ned i emnet; råd der kan føre dig tættere på en stærk stemme.

1) Vælg 3 nøgleord

Og det skal være ord, der repræsenterer dit brand, fx humor, personlighed og kreativitet. Lad ordene skinne igennem i måden, du taler og skriver på.

2) Lav en vejledning

Og fyld den med massevis af eksempler på din unikke tone-of-voice, så dine medarbejdere har mulighed for at ramme samme sprog.

3) Lyt til din kunder

Kommunikation går to veje, og det er vigtigt, at du taler til dine kunder i det sprog, de bruger og forstår.

Mangler du en
tekstforfatter?

Få et uforpligtende tilbud W